Et psykologisk studie i magtsyge, nærmest skrevet i menneskesprog.
Relevans
Hvis din hverdag påvirkes af mennesker og mennesker med magt.
Symptom 2 af 3: Arrogance
Arrogance viser sig ved, at den arrogante hæver sig over egne kompetencer – ikke kun over andre mennesker. For den arrogante er magt særlig giftig. Dette ganske enkelt fordi ”magten” man besidder ofte sikrer, at den nødvendige og relevante feedback, aldrig når frem. Man bruger helt lavpraktisk sin magt til at kvæle ”forstyrrende” modstand med. Redskaberne, den arrogante bruger, kan være bagvaskelse, juridiske tricks, forførelse, vennetjenester, løgn og kammerateri.
Introduktionen til arrogance kan du læse her (1:4)
Nemt at se, noget andet at håndtere
I magthverv er arrogance relativ nem at gennemskue og påpege. Det gør den dog ikke nem at håndtere; netop fordi den magtsyge og arrogante er villig til at benytte den givne magt til fulde, for at tilegne sig den ønskede personlige vinding. Personlig vinding kan være alt fra penge til mere magt, til at sikre sig, at ”man” ikke mister ansigt. Det, ikke at miste ansigt, er ofte en uhyggelig og underliggende ”driver” hos den magtsyge. Ikke at miste ansigt fører ofte til f.eks. 0-fejls kultur og kulturer, hvor det primære fokus er at placere skylden, skammen og ansvaret udenfor sig selv. I fagsprog vil man sige, at ”det fejlbarlige” projiceres til at være noget, der findes udenfor én selv. Dem, der kritiserer, de ses som ”fjenden” og værende dem, der er fejlbarlige. Bestemt ikke mig eller ”os”.
Jeg dømmer dig i mine egne interessers navn
Lad os tage et tydeligt eksempel. Fra en åbenlys magtposition. En dommer. Sådan én, der arbejder i de danske retssale. Den ikke arrogante Dommer vil se jobbet som et vitalt magthverv, der skal udføres med påpasselighed og grundighed. Adfærden vil være at lytte, undersøge, give tid og stille spørgsmålstegn ved det meste, indtil et tydeligt billede viser sig. Dette for i sidste ende at drage solide og datadrevne beslutninger. ”Det er trods alt afgørende for de mennesker, som træder ind i retssalen”, vil dette menneske tænke.
Den arrogante Dommer vil mistolke hele situationen. Vil se stillingens magt som en personlig magt. Ofte fører det til, at personen selv vil opleve det sådan, at det, der kommer ud af dennes mund, er lov. Dette fremfor at forstå at ”man” er ansat til at bestride et hverv, hvor loven (vedtaget af den lovgivende magt) er det altafgørende grundlag, som ”jeg” skal følge for at udøve mit hverv. Ikke sjældent vil personen gå så langt som at fortolke, at hvis personen laver et par krumspring her og der, så er det i orden – simpelthen fordi personens grundlæggende tankesæt er baseret på værdier, hvor ”man” har hævet sig selv op over egne kompetencer.
Med offentlig myndighed driver ”jeg” egne interesser
Et andet eksempel kunne være en myndighedsperson, der under et eller andet ”fagligt mantra”, vrider og drejer lovgivningen i retning af egne personlige holdninger og interesser. Den ikke arrogante myndighedsperson vil være drevet af at gøre sig umage, sikre sig at lovgivningen, den som ”man” er ansat til at overholde, overholdes. ”Det er trods alt andre menneskers liv, det hele handler om”, vil den ikke arrogante grundlæggende tænke. Men når vi har hævet os over egne kompetencer, kan vi ikke længere mærke os selv eller andre. Ej heller de konsekvenser vores adfærd har på andre.
Hævet over loven
Når mennesker arrogant hæver sig over egne kompetencer, er det ikke kun de personlige kompetencer, der er i spil. De givne kompetencer er også i spil. Derfor vil politibetjenten, direktøren, dommeren, sagsbehandleren, anklageren eller sælgeren ligeledes hæve sig over den lovgivning (givet kompetence) som regulerer det område, personen er ansat til at varetage.
Den arrogante lever med en dybere følelse af retfærdiggørelse, når de bryder loven. Man ser sig selv større end, man er – større end loven og reglerne. Ser sig selv som værende på en større mission, som retfærdiggør det syn, som den arrogante har på andre. Den arrogante er hævet over andre. ”Ser tingene oppe fra og ned”, som vi så ofte hører os selv og hinanden udtale.
Det betyder, at den arrogante er en eminent løgner. Her er ingen udvidede pupiller, øget hjerterytme, urolig tale, skam eller indre konflikt at spore. For der er ikke nogen (skam). Den arrogante oplever altså selv, når personen lyver (ikke hvis), at løgnen er retfærdiggjort. Derfor er den arrogantes løgne ofte svære at spore. Dette er afgørende viden, i mødet med den arrogante.
Magt og arrogance
Når magtsygens første symptom: ”Sort og hvidt tankesæt og verdenssyn” blandes sammen med det andet: ”Arrogance” – opstår en helt ny tilstand. Lad mig give et helt andet eksempel, der ret tydeligt beskriver denne tilstand.
I USA er det lovligt, under visse omstændigheder, at bære et våben – dette med f.eks. selvforsvar for øje. Et våben er et magtmiddel. Med et enkelt tryk på aftrækkeren er våbnets ejermand herre over liv og død. Det menneske, der står på den anden side af aftrækkeren, er ofte fuldstændigt overladt til ”the gun-mans” nåde og vurderinger. Lad os kigge lidt nærmere på ”the gun-man”. Lad os sige, det er en gennemsnitlig mand, med gennemsnitlig intelligens, gennemsnitlig uddannelse og et sted mellem 30 og 50 år gammel.
Gennemsnitlig ganske enkelt for at ramme det menneske, som ligner de fleste andre. Den her mand har aldrig trænet selvforsvar. Han har ingen kompetencer, når det handler om at bedømme afstand under nærkamp. Fordi han er gennemsnitlig, har han heller ingen personlige erfaringer med den type stress, som højkonflikts-konfrontationer kan skabe. Han kender ikke til hvordan ekstremt høje doser af adrenalin, påvirker kroppen, sindet og sanserne. Han kender altså hverken denne type situationer, eller hans egne reaktionsmønstre i sådan situationer. Det er fair at sige, at hans våbens magt, er en magt givet ham, som er langt over hans kompetenceniveau.
Så kommer dagen, hvor han bliver en del af en højkonflikts-konfrontation. En vigtig del af konflikten er, fordi han er så uerfaren omkring hans egne mønstre i konflikt-konfrontationer, at han ikke ser, at han faktisk selv er hovedårsagen til, at konflikten bliver til en konflikt. Han aner ganske enkelt ikke, hvordan man konfliktnedtrapper, og han er blind for hans egen konfliktskabende adfærd.
Fordi han har sit våben, ved sin side, helt tæt på kroppen, hæver han sig over egne kompetencer i hans måde at vurdere konflikten og modparten på – han sætter sin lid til våbenet. Han ser våbenets magt, som hans personlige magt. En lille metaldims (våbnet), der er så enormt magtfuldt får hans magtsyge til at blomstre i fuldt flor. Han formår på ingen måde at vurdere sig selv, modparten, situationen eller lovgivningen for selvforsvar i situationen – og han ender med at tage den andens liv. Han udøver den ultimative magt.
Bagefter ser vi magtsygens misbrugende tendens. Han forsøger ganske enkelt at undslippe konsekvenserne af egen adfærd, baseret på arrogante vurderinger. Han søger at undslippe straf. Han søger at udnytte loven for selvforsvar, som undskyldning for hans manglende kompetencer. Og det betyder, at han ikke kun misbruger magt overfor sit offer, men også overfor offerets familie og andre menneskers retsfølelse.
Magt givet til mennesker, der klart overstiger deres kompetenceniveau, er et juridisk dræbende våben. Og dette er helt centralt for magtsygens andet symptom, arrogance: Mennesker, der hæver sig langt over egne kompetencer.
Om han bliver straffet herfor eller ej. Hans adfærd og valg kan ikke tages tilbage. Alt herfra er en eller form for kompensation. Situationen kunne være forbygget, hvis magten givet via en våbentilladelse, også afkrævede implementeringen af relevante kompetencer. Kompetencer, der forbereder mennesker til at håndtere den magt, som et våben øjeblikkeligt lægger i vores hænder.
Omkring os hele tiden
Netop i tiden har f.eks. Mikkel Fyhn Christensen, fra Berlingske Media, bidt sig fast i en ulykkelig situation om udpræget magtsyge fra Frederiksberg Kommune. Morten Spiegelhauer, med flere, har for kort tid siden bidt sig fast i en grotesk sag om skattesnyd i milliardklassen. Det vrimler med afsløringer af bl.a. hvidvaskskandaler i landets store banker, kammerateri i forsvaret og en milliardærs syge pædofili.
Alligevel vælger mange af os at tænke, de første mange, mange gange, når vi hører om magtmisbrug og embedsmisbrug, at individerne der præsenterer dem, er tossede konspirationstosser med psykiske diagnoser og stanniolhatten trukket godt ned over øjnene. Dette er et af den magtsyges store talenter: Forførelse. Forførelse til at få os alle sammen til at tro, at realiteterne er løgnen, og at løgnen er realiteterne.
Yderst talentfuld
Et udsøgt talent i forførelse og fornægtelse er tilstanden, der opstår, når det sorte og hvide tankesæt blander sig med arrogance. Det er en meget overbevisende tilstand, der er yderst effektiv i disse X-faktortider. X-faktortider som udtryk for, at alt går hurtigt, og vi derfor har en tendens til at dømme sandhed og løgn baseret på menneskers her-og-nu præstation. Reelt ved at kigge på ”lakken” og ikke den baggrund som ”lakken” er smurt på. Ikke på solide data vedr. personen eller situationen. Det sorte og hvide tankesæt gør (symptom 1 af 3), at den magtsyge kan lyve uden at vise nogle tegn overhovedet herpå, og arrogancen (symptom 2 af 3) gør, at personen udstråler en selvtillid, der bevirker, at vi instinktivt tænker, at det må være sandt, hvad der bliver sagt. Men den magtsyge er ubekymret, og giver os blot det vi gerne vil høre, for at de fortsat kan udøve den magt, som de er blevet så syge af at besidde.
Vi dømmer den magtsyge ud fra, hvordan vi selv opererer i verden, fremfor at være åbne for, at andre mennesker orienterer sig, og opfører sig, på deres helt egen måde. Ikke nødvendigvis på ”vores” måde.
Diagnosen stilles ikke
Når vi lever vores liv. Når vi går på arbejde for at passe vores job. Når vi træder ind i retssystemet for at opnå retfærdighed – så møder vi til tider den magtsyge, eller det system, der er gennemsyret af magtsyge. Ofte kan dette fortsætte i årtier, fordi mange af os ikke kan overkomme tanken om, hvad det reelt er for en verden, vi lever i.
Vi gør ingenting, indtil vi selv, helt konkret, står i en situation, hvor vi mærker magtsygen på egen krop. I en tid hvor vi helt alvorligt tror på, at vi udelukkende er vores egen lykkes smed, vil offeret for den magtsyge fremstå som svag, kompetencefattig og ofte blive mødt med samme tabu-frygt, som havende en dødelig og smitsom sygdom. Individet isoleres, så vi andre kan leve i en virkelighed, vi kan holde ud – fremfor den datadrevne virkelighed.
Konsekvenserne
Du mister dit job, fordi du ikke er villig til at give det ”Rynkeby sponsorat”, som den offentlige forvaltning kræver af dig, for at du kan få ordren.
Du mister dine børn, fordi du ikke har venner i forvaltningen, som skylder dig en tjeneste.
Du mister livet, fordi en anden er blevet en dødelig magt, der langt overgår personens evne til at vurdere konfliktsituationer.
Du fratages din integritet, fordi du siger tingene, som de er.
Du kaldes landsforræder, fordi du påpeger hvor landets magtelite bryder lovgivningen.
Magt er et våben, som lagt i de forkerte hænder er dødeligt. Det er altså helt afgørende, hvis du ønsker at skabe resultater i livet, at du forholder dig til magtsygens reelle plads i verden.
Som jeg allerede skrev i del 1:4, så er en blogserie om magtsyge ikke ”easy-listening” eller motiverende læsning. Men den er fuldstændig afgørende læsning.
Det er helt sikkert, alt for ofte, at det vi ikke ved, skader os. Uvidenhed er ikke lykken. Magtsyge er en reel ”kraft” i verden, der er mere udbredt, end vi har lyst til at erkende. Vi må stå sammen om at udfordre den, hvis vi ønsker at inddæmme den.
Med ønsket om din og min frihed
Christian Campbell
