”En kop kaffe med lidt mælk og sukker” sagde jeg, imens min hjerne intensivt knoklede med noget helt, helt andet. Ekspedienten smilede sødt og gjorde alt for at skabe den rigtige kaffe-kunde-service-oplevelse, og et ”1000-tak for kaffen” frembragte tydeligt en tiltrængt god energi tilbage.
En kærkommen solstråle
I en tid hvor vi ikke må sidde på en café sammen og nyde vores kaffe, og meget menneskelig kontakt er henvist til en daglig stirren ind i computerskærmen, er tørvejr, solens varme stråler og en ledig bænk kærkommen.
Jeg skal ærligt indrømme, at den besættelse der opstår i min hjerne, når den bliver præsenteret for et problem, der skal løses, en nød der skal knækkes eller en opgave, der syner umulig, igennem hele mit liv, har været brændstoffet til min personlige livs-motor.
Lad mig dele den nød med dig, som endnu engang havde fanget min opmærksomhed denne famøse dag.
Vi skal dybere ind
Det har utallige gange vist sig, også flere gange i din og min levetid, at et eller andet vi har ”vidst med sikkerhed”, har vist sig fuldstændigt forkert. Helt og aldeles. Alligevel har modstanden været enorm, når et fåtal undervejs har søgt at udfordre verdenssynet bagved vores følelse af, at vi ved besked.
Et yderst konkret eksempel, som vi nu har en fornuftig tids-distance til, er finanskrisen i 2008. Under finanskrisen ”døde flere institutioner”, som indtil ganske kort tid før fremstod, som var de 100% vandtætte og deres logik almægtig.
Nokia er også et skoleeksempel – og som en tidligere divisionsdirektør, jeg talte med et par år efter, sagde det: ”Da jeg gik i seng om aftenen havde jeg 70% markedsandele. Da jeg vågnede den næste morgen, havde jeg 17%.” Det var selvfølgelig et sprogligt billede, ikke desto mindre beskrev det ”begivenheden” ret præcist.
En af udfordringerne for os mennesker er ofte, at vi er mennesker. Det er også vores fordel, men realiteterne er nok, at en liden og signifikant gruppe af os, driver største delen af os fremad.
Håndgribeligt og signifikant
Da jeg stod der i kaffe-køen, var mine tanker endnu engang optaget af disse dynamikker: Hvordan viser vi hinanden tydeligt, og ikke mindst håndgribeligt, hvad det er denne lille og signifikante gruppe forstår og formår?
Selv har jeg ikke sjældent mødt den umiddelbare reaktion: ”Det har du ikke ret i”, når jeg har ytret en iagttagelse baseret på grundig undersøgelse. En afvisning der kommer så prompte og rapidt, at eftertanke umuligt kan danne basis herfor. Jeg gør det da også selv til tider, og skammer mig herover.
Et af problemerne, der driver os til den mentalitet, der frådende griber den primære mængde af os, og får os til at afvise faktuelle data fluks og instinktivt er, at vi langt af vejen ikke forstår det mest centrale i alle beslutninger, vi driver: Den menneskelige psyke.
Hvad har vi lært af historien?
Nu er vi tilbage til tiden hvor Bill Gates opbygger en tro på, at software til den personlige computer, er fremtiden. De fleste fortalte ham, at der tog han gevaldigt fejl.
Vi er tilbage til tiden, hvor Ford opbyggede en tro på, at fremtidens transportmiddel ikke var heste, men en maskine med langt flere hestekræfter. Igen fik han at vide af samtiden, at hans idé var tosset.
Jeg husker i mine unge dage, hvor jeg slog mine folder i et stort dansk mediehus, hvor chefredaktørerne mente vi: ”Altid ville have avisen med ud at sk…”, altså med på WC.
Vi ser på vores psyke, dens indvirken på business og dens ubegrænsede potentile for øget lønsomhed, som så vi på et hus, der var lappet sammen med gaffatape og vi baseret herpå erklærede, at vores byggeteknik virkede. ”If it aint broken why fix it”, siger vi. Men det hus er allerede ”broken”, blot ikke styrtet sammen endnu.
Den konventionelle ”viden” om psykologi ligger i vejen for vores udvikling. Ganske som troen på heste engang gjorde. Som troen på den personlige computer gjorde, og som indstillingen til ”det der indernet” gjorde.
Alt er pakket fint ind i håb
Visioner for fremtiden handler ikke om at have ret i alt hvad ”man ser”, men om at have modet til, at forlade status quo, samle business unusual tankesætte op og modellere vores virksomheder så de kan gribe de muligheder, som samtiden giver os for en fremtid: At løse noget nyt, noget eksisterende smartere og pakke det hele ind i håb.
Det er reelt det håb der driver mig hver dag i min virksomhed, at være med til at ”knække nødden” allerede inden det eksisterende forrådskammer er udtømt eller forgået.
